Vi er en ung klub, der blev stiftet den 19. maj 2014. Lige nu bader vi ved badeanlægget i Nibe havn – men vi har gennem de sidste år arbejdet på, at komme i friskere vande på ydersiden af molen ved at etablere en trappe, et plateau samt en sauna, der kan gøre badeoplevelsen til ren wellness. Vi har været i regelmæssig og positiv dialog med Aalborg kommunes forskellige instanser, for at komme tættere på opførelsen.
I vinteren 2014 bød Nibe Bådlaug ind til samarbejde, om at bygge et fælles hus på Søndre Havnevej. Denne løsning så vi som en spændende mulighed. Der har været et godt og konstruktivt samarbejde med Nibe Bådlaug og gennem fælles ansøgninger lykkedes det at få økonomien på plads. Så til sæsonstart 2019 står velfærdshuset klar.